torsdag den 23. september 2010

Dag 5 – Om at omfavne sin ADHD!


ADHD Awareness Week handler ikke kun om at skabe opmærksomhed i forhold til omverdenen. Den handler i lige så høj grad at blive bevidst om vores egen ADHD. Hvorvidt man vil acceptere og anerkende sin ADHD eller ej, er et valg. Jeg har valgt at acceptere og anerkende min, da den altid vil være en del af mig. Jeg er stolt af den person jeg er og jeg oplever selv min ADHD som en gave. Det har været en lang, men også meget lærerig proces.

Da jeg fik min diagnose i januar 2007, oplevede jeg skiftevis op- og nedture i næsten 3 måneder. Endda til trods for at jeg også dengang var omgivet af mennesker, der holdt af mig for den jeg var. Det var som at være passager i en rutsjebane uden at vide, hvornår turen ville ende. Nogle dage var jeg fyldt op af en indre lykkefølelse over, at jeg nu havde fået en forklaring på, hvorfor der var dele af mit liv, der havde været nemmere og var gået godt. Andre dage var jeg helt nede og undrede mig over, hvorfor ingen havde opdaget min ADHD for længe siden. Hvis den havde været opdaget allerede i mine teenageår, havde jeg måske været i stand til at opnå de ting, jeg drømte allermest om dengang.

Med den viden jeg har i dag om piger og kvinder med ADHD, kan jeg godt forstå, at netop min ikke blev opdaget. Jeg valgte at få det bedste ud af den situation jeg nu var landet i. Jeg satte mig for at lære min egen ADHD at kende. Jeg ville finde ud af, hvor og hvordan min ADHD kom til udtryk, hvad der var mine styrker og udfordringer og hvordan jeg bedst kunne gøre brug af mine stærke sider. For mig har det været en spændende opdagelsesrejse, som jeg ved aldrig vil ende. Jeg kan altid blive klogere på mig selv og lære nye færdigheder.

ADHD er situationsbestemt og fyldt af paradokser, hvilket ikke gør det lettere for hverken os selv eller andre at forstå os. I nogle situationer kan vores styrker rigtigt komme til udtryk og i andre, måske endda lignende situationer, er vi ikke i stand til at bruge de selvsamme styrker. Det kan føles dybt frustrerende, indtil man for alvor begynder at forstå, hvorfor man tænker og handler som man gør. Men har man først accepteret og anerkendt sin ADHD og besluttet sig for at lære sig selv og sin ADHD bedre at kende, er alle muligheder åbne.

Hvad har du gjort for at acceptere og anerkende din ADHD?

Hvad er dine styrker?


Hyperaktiv hilsen
Charlotte


ADHD Awareness Week arbejder for at fremme viden, forståelse og accept af børn, unge og voksne med ADHD og deres familier.