Bloggen er flyttet til ADHD Awareness Danmarks hjemmeside www.ADHDawareness.dk.
tirsdag den 21. september 2010
Dag 3 - Jeg kapitulerer!
Så kom tidspunktet hvor beslutningen måtte tages. ADHD Awareness Week 2010 måtte lade livet og i stedet give plads til det nye ADHD Awareness Week Danmark. Ikke mere spam – ikke flere notifikationer. Kan det virkelig være sandt? Det har været 4 dages ADHD-mareridt for rigtigt mange af os med spammails og notifikationer på Facebook hver halve time. Med den sidste spammail og notifikation modtaget omkring kl. 21, krydser jeg fingre for, at mareridtet er slut og fokus kan være på ADHD resten af ugen.
Det har været 4 dage på godt og ondt. Jeg vælger selvfølgelig at fokusere på det gode. Det andet kan jeg alligevel ikke gøre noget ved. Det gode er, at jeg er kommet til at lære flere af jer bedre at kende. Der har været skriverier frem og tilbage og jeg har sat en ære i at besvare alle henvendelser personligt. Mange af jer har sendt mig opmuntringer, der har været medårsag til, at jeg kunne bibeholde energien til at komme videre med kampagnen og ikke lade mig slå ud. En kæmpe stor tak til jer alle for jeres uvurderlige støtte!
Som mange af jer ved, er ADHD min hjertesag og ADHD Awareness Week var en idé jeg fik, inspireret af mine ADHD coach kolleger fra USA. Den første ADHD Awareness Week i Danmark var i 2008, så det er tredje gang i år, at det skal fejres. Jeg sætter umådelig stor pris på den opbakning, der er omkring kampagnen. Ikke mindst i forbindelse med oprettelsen af den nye gruppe. ADHD skal på dagsordenen og vi kan alle være med til at bidrage på hver vores måde.
Vigtigst af alt er, at vi får gjort op med den tiltagende stigmatisering, mytedannelse og misinformation, ADHD er omgæret af. Jeg vil igen i år gøre mit for at være med til at ændre på det. Medierne og de sociale netværkssider er fyldt med fejlagtig fakta og forkert information. Det er primært de negative historier, der får ørenlyd, bl.a. i relation til spørgsmålet om overdiagnosticering, overmedicinering. Men også historier om, hvad ADHD og ikke er, årsagerne til ADHD og hvad der kan gøres ved det fylder meget.
Faktum er, at vi i Danmark halter langt bagefter udlandet i forhold til viden og forståelse for ADHD. Men det er vigtigst at erkende, at der er en voksende interesse for ADHD. En voksende interesse for at lære at forstå at støtte os og vores familier. Intentionerne er der uden tvivl. Ofte er det den manglende viden, forståelse og indsigt, der er en barriere for, at den rette hjælp på det rette tidspunkt kan gives. Finanskrisen har også været og er forsat en faktor, der ikke ligefrem har gjort det lettere.
Checkede lige Facebook en sidste gang – IKKE mere spam – IKKE flere notifikationer! – YES!! Missionen er fuldført!!!
Meld dig ind i ADHD Awareness Week Danmark på Facebook her.
Hyperaktiv hilsen
Charlotte
ADHD Awareness Week arbejder for at fremme viden, forståelse og accept af børn, unge og voksne med ADHD og deres familier.