søndag den 16. oktober 2011

ADHD Awareness Week 2011 er nu officielt skudt i gang!


ADHD Awareness Week-teamet og jeg byder hermed velkommen til dette års ADHD Awareness Week kampagne, der løber til og med den 22. oktober 2011.

Det er i år fjerde gang, ADHD Awareness Week bliver fejret i Danmark. Samtidig er det første gang, at en masse af de helt store ADHD-organisationer er gået sammen om at gøre det til en global begivenhed. Det har været en stor drøm for mig at få ADHD op på et endnu større plan, end hvad vi hver især har kunnet udrette alene. Jeg løftede allerede sløret for dette samarbejde, da jeg i januar blev interviewet af Mette Hoffmeyer i ”Mettes Mix” på Kanal København.

Du kan se eller gense udsendelsen ved at klikke her.


Mette Hoffmeyer & Charlotte Hjorth
Copyright © Mettes Mix Kanal København 2011

Kampagnen i år har temaet ”ADHD – Get the Facts!”, på dansk ”Fakta om ADHD”. Netop grundet den megen debat, der har været, og stadig er i medierne, med unuancerede udtalelser specielt fra en række professionelle samt den efterfølgende livlige debat, ser vi i teamet frem til at kunne bidrage til debatten ud fra et langt mere sagligt og videnskabeligt perspektiv.

Det må være på tide at få fakta på bordet, så vi kan få bygget bro mellem de to poler, der på den ene side består af kritikere, her iblandt professionelle, som mener, at ADHD ikke eksisterer, og som tillægger mangelfuld opdragelse skylden. Og på den anden side dem, der enten selv er berørt af ADHD, som har et nærtstående familiemedlem med ADHD, eller som dagligt yder en professionel indsats for at støtte de mennesker, der har brug for det.

ADHD berører os alle! Uanset, om vi selv har det, om vi har børn, der går i skole, er på en arbejdsplads, går i supermarkedet eller lignende. Man regner med, at der alene i Danmark er ca. 160.000 børn og voksne, der er berørt af ADHD. Mange af dem er endnu ikke diagnosticeret. Vi har derfor kun set toppen af isbjerget i forhold til diagnosticering og medicinering af ADHD.

Teamet og jeg vil gøre vores ypperste for at viderebringe fakta om ADHD og indgå i en saglig dialog. Vi bør bruge ressourcerne på at forstå og støtte op om børn, unge og voksne med ADHD. Med den rette støtte, kan de få et værdigt og indholdsrigt liv, så de også kan få muligheden for at bidrage til samfundet på lige fod med andre. Det vil de nemlig gerne!

Så støt op om kampagnen ved at gå ind på vores hjemmeside, hvor vi byder på en masse fakta om ADHD, spørgeundersøgelse, blog, ADHD Awareness Week Award 2011, kendte mennesker med ADHD, konkurrencer og meget mere.

Du kan også finde os på Facebook, hvor der ligeledes i ugens løb vil være indlæg og konkurrencer med en række flotte præmier.

Del links til hjemmesiden, bloggen og Facebook gruppen med alle dem, du mener kan få glæde af mere viden om ADHD.

På forhånd tak for din støtte!


Hyperaktiv hilsen
Charlotte & ADHD Awareness Week Teamet


ADHD Awareness Week arbejder for at fremme viden, forståelse og accept af børn, unge og voksne med ADHD og deres familier.